Spring til indhold
Carlo Masala

Carlo Masala

Carlo Masala er en tysk politolog, født i 1968 i Köln som søn af en østrigsk mor og en italiensk far. Han voksede op i Köln og boede som barn også nogle år på Sardinien. Han læste statskundskab samt tysk og romansk filologi ved universiteterne i Köln og Bonn og tog en doktorgrad om de tysk-italienske relationer. Efter en periode som forskningsrådgiver og vicedirektør for forskning ved NATO Defense College i Rom blev han i 2007 professor i international politik ved Bundeswehr-universitetet i München.

Masala forsker i sikkerhedspolitik, transatlantiske relationer og international politisk teori og betegner sig selv som neorealist. Han leder et institut for strategi og fremsyn, der rådgiver det tyske forsvarsministerium, og er medlem af Det Bayerske Videnskabsakademi. Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 blev han en af de mest benyttede eksperter i tyske medier, og han er fast stemme i sikkerhedspolitiske podcasts.

Hans bøger henvender sig ofte til et bredt publikum. I Hvis Rusland vinder, på tysk Wenn Russland gewinnt fra 2025, opstiller han et tænkt scenarie, hvor Rusland efter en sejr i Ukraine afprøver NATO's sammenhold ved at gå ind i den estiske grænseby Narva. Blandt hans øvrige titler er Warum die Welt keinen Frieden findet fra 2024.

Bøger af Carlo Masala