Hannah Arendt

Hannah Arendt (1906–1975) var en tysk-amerikansk politisk tænker og filosof af jødisk afstamning og en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige teoretikere om magt, frihed og totalitarisme. Hun voksede op i Königsberg og studerede filosofi og teologi hos blandt andre Martin Heidegger og Karl Jaspers, under hvis vejledning hun skrev sin doktorafhandling om kærlighedsbegrebet hos Augustin.

Da nazisterne kom til magten i 1933, flygtede hun til Paris. Hun blev senere interneret i en lejr i Sydfrankrig, men nåede i 1941 til New York, hvor hun boede resten af livet og blev amerikansk statsborger. Hendes første store værk, The Origins of Totalitarianism, analyserer baggrunden for nazismen og stalinismen. I Eichmann in Jerusalem, der bygger på hendes reportager fra retssagen mod Adolf Eichmann, lancerede hun begrebet ondskabens banalitet, som udløste en omfattende debat.

I Menneskets vilkår fra 1958 undersøger Arendt det aktive liv og skelner mellem arbejde, fremstilling og handling som tre grundlæggende former for menneskelig virksomhed. Bogen handler om, hvad det vil sige at leve sammen med andre i et fælles offentligt rum, og regnes for et hovedværk i politisk filosofi. Arendt modtog Sonningprisen ved Københavns Universitet i 1975.