Spring til indhold
Trine Bundsgaard

Trine Bundsgaard

Trine Bundsgaard (født 1971) er en dansk forfatter af børne- og ungdomsbøger samt faglitteratur. Hun er uddannet cand.mag. i dansk sprog og litteratur med kulturformidling som sidefag. Før børnebøgerne udgav hun i 2001 Ammestuehistorier, en samling fortællinger om graviditet, fødsel og moderskab.

Som børnebogsforfatter debuterede hun i 2006 med Rune Ole fra Akelejevej, og siden er der kommet en lang række titler, både enkeltstående bøger og serier som Bedste venner om pigen Asta og Klassen fra Rosenmarkskolen, hvor hver bog har et nyt barn i centrum. Hun er desuden fast forfatter på læseportalen Frilæsning.dk. I 2010 vandt hun Bogslugerprisen. Hendes hovedpersoner er ofte børn, der prøver at finde fodfæste i en voksenverden, som ikke altid giver mening, og bøgerne tager hverdagens udfordringer som venskaber, skilsmisse og svigt alvorligt.

Til de mindste har hun skrevet billedbøger, blandt andet i serien Hverdagsungerne Frede og Selma, der med empati tager fat i børnehavebørns hverdag. Frede flipper ud, om at blive skuffet og føle sig holdt udenfor, indgår i samlingen Store følelser for de mindste fra Gyldendal. Her er hun i selskab med blandt andre Glenn Ringtved, Charlotte Pardi og Alberte Winding i en række billedbøger om de store og små følelser, der kan fylde i et barns liv.

Bøger af Trine Bundsgaard

Store følelser for de mindste

Rasmus Bregnhøi, Trine Bundsgaard, Mikkel Sommer Christensen, Kirsten Sonne Harild, Charlotte Pardi, Glenn Ringtved, Stine Stregen, Inger Tobiasen, Marianne Verge, Alberte Winding