Menneskets søgen efter mening
Viktor E. Frankl

Viktor E. Frankl (1905-1997) var en østrigsk læge, neurolog og psykiater og grundlæggeren af logoterapien, en retning inden for psykoterapien, der sætter menneskets søgen efter mening i centrum. Han blev født i Wien i en jødisk familie, studerede medicin ved universitetet i Wien og var i ungdommen i kontakt med både Sigmund Freud og Alfred Adler, før han udviklede sin egen teori. I mellemkrigsårene organiserede han gratis rådgivningscentre for unge og arbejdede med selvmordstruede patienter.
I 1942 blev Frankl deporteret til Theresienstadt sammen med sin kone, sine forældre og sin bror, og senere sad han i Auschwitz og i lejre under Dachau. Han overlevede og blev befriet i april 1945, men hans kone, mor, far og bror omkom. Efter krigen ledede han i en lang årrække den neurologiske poliklinik i Wien og var professor i neurologi og psykiatri ved universitetet. Han forelæste over hele verden og skrev en lang række bøger om logoterapi og eksistentiel psykologi.
Menneskets søgen efter mening udkom første gang på tysk i 1946. I første del beskriver Frankl hverdagen i koncentrationslejrene set med en psykologs øjne, og i anden del præsenterer han hovedtankerne i logoterapien: at mennesket kan finde mening gennem arbejde, kærlighed og den holdning, det indtager over for lidelse. Bogen er solgt i millioner af eksemplarer og oversat til en lang række sprog.
Viktor E. Frankl