Brødrene Karamazov

Fjodor Dostojevskij (1821-1881) var en russisk forfatter og regnes blandt de største romanforfattere i verdenslitteraturen. Han blev født i Moskva som søn af en militærlæge, der arbejdede på et hospital for byens fattige, og han blev uddannet ved et militært ingeniørakademi i Sankt Petersborg. Hans første roman, Arme mennesker, udkom i 1846 og blev en succes, der åbnede døren til de litterære kredse i Sankt Petersborg.

I 1849 blev Dostojevskij dømt til døden for sin deltagelse i Petrasjevskij-kredsen, en gruppe der diskuterede vestlig filosofi og litteratur. Dommen blev ændret i sidste øjeblik til fire års straffearbejde i Sibirien efterfulgt af tjeneste som soldat. Erfaringerne fra fangelejren satte dybe spor i forfatterskabet og ligger bag Optegnelser fra det døde hus.

Hans store romaner, blandt andre Forbrydelse og straf, Idioten og De besatte, kendetegnes ved deres skarpe skildringer af menneskets psykologi og kampen mellem tro, tvivl, skyld og frihed. Hovedværket Brødrene Karamazov, der udkom kort før hans død, samler mange af disse temaer i fortællingen om en far og hans sønner, et mord og spørgsmålet om ansvar. Dostojevskij fik stor betydning for senere tænkere som Nietzsche og Sartre og betragtes som en af eksistentialismens forløbere. Han døde i Sankt Petersborg i 1881.